Tændstikker
Han havde en æske tændstikker i lommen, selvom han aldrig røg. Det var en vane fra hans farfar: at kunne give lys, når nogen manglede det.
Hun opdagede dem, da de stod i køkkenet og lavede pasta. “Hvorfor har du dem?”
“Hvis strømmen går,” sagde han.
“Og hvis jeg fryser?” spurgte hun med et halvt smil.
“Så har jeg også et tæppe,” sagde han og trak det frem fra sofaen, som om det var planlagt.
De spiste ved bordet, og samtalen gled fra hverdagsplaner til drømme, der var lidt større: en rejse, et projekt, et sted at bo, hvor der var lys om morgenen. Hun var altid god til at tale om fremtiden, som om den kunne formes med hænderne.
Da de ryddede af, rørte hendes skulder hans, og begge standsede et sekund for længe. Han så på hende, som om han var ved at lære et nyt sprog.
“Jeg kan godt lide, når vi ikke skynder os,” sagde hun.
“Så lad os ikke,” svarede han.
De satte sig i sofaen. Han lagde tæppet over dem begge. Hendes hånd fandt hans, og de sad sådan et øjeblik, som om det var nok. Så kyssede hun ham, og det var som at tænde en tændstik: kort, varmt, præcist.
“Stop mig, hvis jeg går for hurtigt,” hviskede hun.
“Sig til, hvis du vil have mere,” svarede han.
Resten af aftenen var ikke en scene, men en stemning: nærhed, små grin, varme hænder, og det trygge i at kunne sige både ja og nej. Tændstikkerne blev liggende i lommen. Her var allerede lys.