Safewordet på post-it
Hun satte en gul post-it midt på bordet. Én linje. Ét ord. Håndskriften var rolig.
“Det er ikke dramatisk,” sagde hun, “det er bare… praktisk.”
Han nikkede, som om han havde ventet på præcis det. “Og hvad betyder det, hvis du siger det?”
“Så stopper vi. Med det samme. Og du spørger, hvad jeg har brug for.”
Han gentog det, som en aftale man siger højt for at gøre den sand. De gennemgik grænserne med samme lethed som en indkøbsliste: hvad der var et ja, hvad der var et måske, og hvad der var et nej. Der var også en kategori, hun kaldte “kun hvis jeg selv beder om det”. Den fik sin egen stjerne.
“Skal vi have et check-in ord også?” spurgte han.
Hun smilede. “Ja. ‘Grøn’ og ‘gul’ kan vi godt.”
Senere, da lyset var dæmpet, og musikken var lav, var post-it’en stadig synlig som et lille fyrtårn. Han styrede ikke rummet med hænder, men med opmærksomhed. Hun opdagede, at hun kunne slappe af, fordi hun hele tiden havde en udvej — og netop derfor havde hun lyst til at blive.
Da legen var forbi, foldede hun post-it’en sammen og lagde den i hans hånd. “Gem den,” sagde hun. “Så ved jeg, at du mener det næste gang også.”